Lussinger og lynjustits

I går læste jeg om en fodboldkamp, der gik helt bananas i Brasilien. Dommeren kommer op og slås med en af spillerne og stikker ham med en kniv. Spilleren dør. Tilskuerne går amok, binder dommeren, banker ham til døde og halshugger ham.

Lige under fernissen ligger reptilet. En af de stærkeste historier jeg har fået fortalt om besættelsen er at danskerne stod skulder mod skulder og hjalp hinanden. Det kræver kun at åbne en avis fra dengang for at se, at den ikke holder – og slet ikke efter, at politiet blev interneret i september 1944 – hver dag er der notitser med overfald og røverier og notitser, der refererer selvtægt og gadens lynjustits:  



Og de står tørt side om side med petitjournalistik. Som denne her om den unge mejerist fra Århus, der fik en fjerbold i øjet.   


Men jeg har ikke set nogle artikler, der sætter selvtægten op mod etik og retssikkerhed. De må have været der, det håber jeg.

Efter politiets internering blev der oprettet mange private vagtværn. Her er en artikel over tre opslag i Billed-Bladet, der følger arbejdet i et markskandiserværn. 



En ung mand kommer ind i en marskandiser og vil sælge et sæt stjålent tøj. Værnet tilkaldes, den unge mand får et par flade og fortæller, at han har tøjet fra en anden. Værnet giver sig straks i kast med efterforskningen og jagten på den anden mand. Alle de mænd, der afhøres undervejs får et par flade, kvinder går fri. Tilsidst finder de tyven og mere stjålent tøj afsat til flere marskandisere.


Her afhører de ham i en krog i en baggård. Billedteksten siger: Den slukørede tyv får en alvorlig og med slående argumenter underbygget formaningstale – rettergangen er nok primitiv, men virkningsfuld, den levner ingen mulighed for sagens forhaling endsige forplumring med udflugter. 
  
Ud over de slående argumenter får tyven og hæleren en bøde på en krone om ugen som skal betales til marskandiserne for pengetab. Øh ... marskandiserne ville aldrig have haft chancen for at sælge det tøj, hvis det ikke var blevet stjålet og afleveret. Tabt indtjening af ingenting er lig en krone om ugen.

For mig lyder det som et samfund presset helt i bund, et sprængt fællesskab, hvor folk gør, hvad de gør -
for dem selv, fordi de kan, fordi de ikke kan andet ... Mange af de gamle som jeg har talt med, og som var unge dengang, siger det samme: Man hjalp dem man kendte, man skulle passe på hvad man sagde og man kunne ikke stole på nogen. Og så tænker jeg – er det også det, der menes, når de sagde "de fem mørke år". At det ikke kun var tyskerne, det var også os selv? 
 

Hvordan retfærdiggører man en forbrydelse med en anden? Det er ikke i orden at stjæle, men hvordan bliver man enig med sig selv om, at det er i orden at knalde tyven nogle på mundtøjet. Og hvornår er nok nok? En lussing? Prygl? Gennemprygl? Negle et jakkesæt vs et spark i hovedet?  

I Brasilien var det ikke nok at banke dommeren. Han skulle dø. Men det var ikke nok, at han døde, han skulle halshugges. Men det var heller ikke nok. Hans hoved skulle spiddes på en pind, der blev plantet midt på banen.
Gad vide, hvad alle dem, der var med til at dræbe dommeren og alle dem, der så på, svarede, da de kom hjem, og blev spurgt om det var en god kamp?

Bonusinfo: Det var en amatørkamp.

Husk at give sølvfiskene DDT

Jeg er faldet over en lille bog, ”Hjemmets problemer”, der kan svare på alt fra afmagring og håndtering af uventede gæster til byggelån og overvejelser om det kan betale sig for en kvinde at arbejde udenfor hjemmet.  

Under hjemmets problemer hører også ferien og der er selvfølgelig en før-ferie-to-do-liste.

Klædeskabet er det ømme punkt står der. Alt tøj skal ud og rystes, skabet skal vaskes med sæbevand og salmiakspiritus før tøjet kan hænges ind igen i dragtposer.
Myrer, fluer og sølvfisk skal have en omgang DDT og i køkkenet skal alle madrester fjernes, kaffeposen skoldes og det mugne syltetøj koges op med konserveringsmiddel – fy for den … blev det spist, når de kom hjem igen?
Er man væk over fjorten dage stilles planterne på gulvet i hver deres underskål og våde tøjstrimler trækkes fra en vandbalje på bordet ned til hver urtepotte.


Og når kufferten skal pakkes: crepekjoler krøller ikke, charmeusetrusser skal ikke stryges og husk en let frakke, men ikke i mørkt stof  – det bliver så let støvet.    

Trusser fra Daells Varehus' forårskatalog 1943. Ca. 57 kr. i nutidspenge. Det er ikke galt for et par trousser i god facon. 























Og svaret på spørgsmålet om det kan betale sig for en kvinde at arbejde udenfor hjemmet: 
"Ikke ret mange kvinder kan i længden rent fysisk holde til at have både en stilling samt hjem og børn at passe, og skal man lønne en fremmed, er der så så meget tjent?" 

Vildt hvor mange størrelser, begreber og muligheder, der er udeladt i det regnestykke … 


Tusind spørgsmål om alt det der er

I arbejdet med mine karakterer spekulerede jeg over, hvad faget sabotør kunne minde om i vores samfund i dag og det nærmeste jeg kunne komme var en soldat. Men illegitim og uden mandat. Og det affødte straks tusind spørgsmål at se på mine karakterer i det lys. 
 

Hvor ligger styrken, begrænsningen, sårbarheden i hver af mine karakterer? Hvor går de hinanden på nerverne og hvor komplimenterer de hinanden? Hvad er det, der gør at nogen går i stykker og andre ikke gør? Hvornår er psykologisk og menneskelig modstand udviklende og hvornår begynder den at fortære et menneskes sjæl? Hvad er vendepunktet for, at du aldrig bliver den samme igen? Hvad er det at være modig? Og hvad betyder illegitimiteten?   

Sammen med en karakterbeskrivelse af Moskva, Pim og Spot besøgte jeg en forsker i psykologi på Københavns Universitet som arbejder med at udvikle en psykologisk screeningsmetode, der kan forudse, hvordan soldater vil reagere under forskellige stressbelastninger. Ved at vurdere hvor en soldats ressourcer ligger, hvor de er sårbare, og hvilke opgaver de er bedst egnede til at løse, kan man måske forebygge krigstraumer.   

Traumer er en subjektiv oplevelse. Det, som et menneske oplever som traumatisk, er ikke nødvendigvis traumatisk for et andet menneske. Og alle bearbejder traumer på sin individuelle måde. Der er ikke noget der hedder over en kam. Det fik mig til at tænke på fotografen Lalage Snows projekt We Are The Not Dead.


Over otte måneder tog han billeder af soldater før, under og efter deres udstationering i Afghanistan. Jeg har set rigtig meget på de billeder, men hvad ser jeg i virkeligheden, når jeg kigger på dem? Lige nu tænker jeg: Ikke andet end min egen holdning til krig.  
Se flere af Snows billeder her.  

Min eftermiddag med forskeren var super inspirerende. Ikke kun i forhold til mine karakterer, men også i forhold til mig som menneske. Jeg gik derfra med en dyb følelse af frihed. Der er ikke så meget vi mennesker basalt set kan ændre ved os selv. Der er det der er. Jeg er den jeg er. Opgaven er så at forvalte det bedst muligt.

Sket er ikke bare sket

En af mine venner har lige besøgt det jødiske museum i Berlin og det fik mig til at tænke på, at jeg aldrig har været på det jødiske museum i København. Historien om jødeforfølgelserne er noget, jeg har opsøgt i bøger eller på museer i udlandet. Fordi det er noget, der er foregået i udlandet. Vi danskere hjalp vores jødiske landsmænd til Sverige.   

Museet ligger i et hjørne af det Kongelige Biblioteks have, er ikke ret stort og ligner ikke noget andet. Indretningen er lavet af arkitekten Daniel Libeskind, der også formgav det jødiske museum i Berlin. De to museer har mindelser om hinanden med skæve vægge og skrånende gulv, men hvor jeg husker museet i Berlin som mørkt med betonvægge, så er der her i København lyse trævægge med enkelte kig til de oprindelige røde mustensmure.   


Selvom det er arkitektur, der instinktivt vækker mine sanser, så fanger udstillingen mig ikke. Måske fordi jeg kommer med en agenda om at finde ud af, hvordan transporterne over Øresund bliver fremstillet med jødiske øjne. 

Den historie har fået et enkelt glasrum og føles sært tørt og neutralt fortalt. Men jeg bider mærke i to formuleringer:  ”Flugtruterne blev efter kort tid organiseret i faste rammer og til faste priser.” og ”At skaffe sig en flugtvej til Sverige kunne være bekosteligt.”  









Vi danskere hjalp vores jødiske landsmænd til Sverige. Ja, men vi fik også penge for det. Det var også en forretning.   

Det får mig til at tænke på, at jeg i starten af ”Snebær”-researchen talte med en kvinde, hvis mand var søofficer. I august 1943 blev han sammen med resten af sine officerskollegaer interneret af tyskerne. Mod tro og love at de ikke ville genere tyskerne, blev de løsladt en måneds tid senere. De eneste søofficerer, der ikke blev løsladt, var dem med jødiske aner. Det fik kvinden og hendes mand til at gå ind i modstandsarbejdet. For hvem i det danske embedsapparat forhandlede officerernes løsladelse på plads med tyskerne? Hvem har nikket til, at det ikke var alle søofficerer, der skulle løslades? Hvad fik tyskerne ellers i bytte? Og det hedder vist religiøs udrensning.   

Det var ikke den første udrensning.
I sommeren 1941 bad tyskerne om at få anholdt og interneret omkring halvfjerds navngivne kommunister. Den danske regering gav dem over trehundrede og vedtog – med tilbagevirkende kraft – en lov om forbud mod kommunistisk virksomhed for at retfærdiggøre sin handling. 

De folkevalgte kommunister, som sad i Folketinget blev også interneret. Ethundredehalvtreds af de internerede endte i tysk koncentrationslejr. Toogtyve døde. Det hedder vist politisk udrensning. 

Det er svært for mig at vurdere om samarbejdspolitikken var rigtig eller forkert. Men der er forskel på tålt samarbejde og velvilligt teamwork.

I spørgsmålet om vi skal have et Frihedsmuseum eller et Besættelsesmuseum så stemmer jeg for et Frihedsmuseum som en integreret del af et Besættelsesmuseum, der også fortæller de grimme historier om os selv, som vi ikke har lyst til at høre.


Primo Levi sagde: “Det er sket. Derfor kan det ske igen.” Og derfor er historien lige så vigtig i dag. Had til en bestemt gruppe mennesker opstår ikke natten over, det er en lang række af små grænser, der overskrides og normaliseres.

Kunsten at koge klejner

Min hovedkarakter, Moskva, elsker klejner så selvfølgelig skal hun have klejner. Jeg låner min mormors kogebog af min mor og går i gang.   


Og går i stå. Min mor har på et tidspunkt oversat en kvint til fem gram, men hvad pokker er det her for et tegn?  

Google aner det ikke og jeg ringer til min mor, der siger, at det betyder et pund. Hvor cool. Et slags indforstået snabel-a-kageopskrifts-håndtegn.   

Opskriften er lige lovligt sparsomt beskrevet efter min smag. Heldigvis tikker der løbende klejnebulletiner ind fra min mor. 

Dejen skal hvile, natten over, køleskabet.
Olie klar: dyp tændstik (ikke svovl), bruser.
Klejner op af gryde, brug strikkepind.
Vil du have mormors klejnespore?
Pludselig kan jeg huske, hvordan det føles at stå på taburetten ved siden af min mormor og se hende rulle dej ud med en flaske, jeg kan dufte hendes parfume og jeg får lov til at ridse hullerne i midten af klejnerne og senere står jeg på tæer og kigger ned i gryden med det buldrende fedt, mens hun sænker bleg, blød dej ned og fisker brune, sprøde klejner op. 

Jeg husker det som om, at klejnerne dengang var enorme og fyldte hele min hånd. Mine hænder var mindre dengang, så mine nutidsklejner skal laves det større.  

Mens jeg vrider klejner, tænker jeg på, at i efteråret 1944 er min mor et halvt år gammel, min mormor går med illegale blade i barnevognen, min moster spytter på en tysk soldat, der vil hjælpe hende op i toget og min morfar er ved banen og med i noget og måske er det det, der giver ham dårlige nerver senere i livet. Og det er stort set de tre historier, jeg er blevet fortalt.   

Jeg finder aldrig ud af, hvad eller hvor meget min morfar var med i. For mens de to første historier bliver fortalt med høj og klar stemme, bliver den sidste fortalt lavmælt og med en forståelse af, at det snakker vi ikke om, selv om vi faktisk snakker om det med lavmælt stemme.  
Jeg finder heller aldrig ud af, hvorfor min farfar gemte en pistol i klaveret og en maskinpistol i skabet. 
Som voksen irriterer det mig, at jeg var barn dengang de levede. Jeg agerede på mine sanser, der sagde varm ild, brændte naller og spørg ikke. Hvis jeg havde været voksen dengang, ville jeg sætte mig på skødet af dem og sige ”Jeg rejser mig ikke, før du fortæller alt og det hele.”  Hvorfor kan kunsten at lave klejner gives videre i generationer, mens menneskelige erfaringer om et liv og et samfund under pres ikke skal deles? Det er svært at acceptere, at der ikke er svar på alt.  

Mine klejner er færdige. Jeg vælger den største og pæneste og tager en bid. 
Den smager – med meget god vilje og i bedste fald – ikke dårligt, men som en digestive kiks. Pokkers.  

Der er mange ting, der kan være gået galt: jeg kom til at bruge durummel, jeg var ikke tålmodig nok til at ælte margarinen ordentligt ud i dejen og måske målte jeg forkert op.

Eller også mangler min mormors secret touch. En smøg med lang aske hængende mellem læberne, knaldrøde kløer og tunge, klirrende øreringe.


”Egentlig kan man kun opleve sig selv”

Hvilke kunstudstillinger så man i efteråret 1944? På Gammel Strand var der en mindeudstilling for Immanuel Ibsen, der var død nogle måneder tidligere i Sverige.
Året før var han blevet tvunget til at forlade København, hans kone havde jødiske aner og den malerskole han drev, var centrum for illegalt arbejde og var måske kommet i søgelyset.


Her er Immanuel Ibsens selvportræt fra 1941. Det får mig til at tænke på, hvor lidt der skal med for at skabe et billede, en stemning. Også i en tekst. Jeg skal i gang med sjette gennemskrivning. Frem med macheten. Hvor mange ord har jeg i virkeligheden brug for?












Ibsen efterlod sig ikke særlig mange malerier, de fleste havde han selv kasseret undervejs i sin stræben efter det perfekte, så de udstillede værker på Gammel Strand var udlånt af ejerne. Her er
Komposition i gråt og gult” fra 1943.

Jeg kan godt lide, at det er så åbent, abstrakt, men alligevel konkret nok til, at jeg straks fantaserer ud over billedet. Hvad foregår der? Hvad skete i øjeblikket før og hvad sker der om lidt? Og hvorfor har nogle af dem ikke tøj på? Sandheden om billedet eller hans oprindelige intention interesserer mig ikke, det interesserer mig, hvor det kan tage mig hen.

Et af Ibsens foredrag ”Ukendte selvfølgeligheder om maleri” er udgivet som bog. Her taler han om oplevelsen som grundelement for at skabe og forstå kunst, og siger: ”Egentlig kan man kun opleve sig selv.”

Det gælder vel ikke kun kunst. Hvis jeg som menneske falder i en rille, hvor jeg tror, ved, fordømmer og forventer, så oplever jeg reelt set kun mig selv. Hvis jeg tilgengæld spørger ”Hvad tænker du?” og ”Hvordan oplever du det?”, udvides mit oplevelsesrum og jeg får mulighed for at opleve mig selv opleve andre.

Dødsstraf i loppefund

I weekenden var jeg på loppemarked på en nedlagt gård i Nordsjælland. Der var ting overalt, udenfor, indenfor og i skuffer og skabe. Stalden lugtede stadig af hø og jeg var i gang med gamle filmprogrammer i en hvid kommode, da min mand, næsten hviskende, siger: ”Jeg tror, det her er noget for dig” og rækker et tykt vred papirer ned til mig.

Jeg tager bundtet. Papirarkene er tynde og smuldrende og tæt skrevet med uldne bogstaver. Jeg bladrer dem hurtigt igennem. Det er gennemslagskopier dateret februar, marts og april 1945 og ligner, hvad jeg lige hurtigt kan se, rapporter og befalinger fra den øverste ledelse i den nordjyske modstandsbevægelse.

Loppemanden kommer forbi og jeg spørger ham, hvad han skal have for papirerne.
    ”Det er sådan noget gammelt anden verdenskrigs noget, er det ikke? Interes- serer du dig for det?”  
Jeg trækker på skuldrene. Ikke specielt.  
    ”Du kan få dem for en halvtredser.”  
Jeg nikker og papirerne er mine og jeg skal hjem i en fart.


 






På første side mister jeg pusten. Det er en slags regelsæt fra den øverste chef til folkene under ham
. Punkt 16 handler om straf for røveri. Der har været to tilfælde af røveri begået af den organiserede modstandsbevægelse.
Det skal stoppes og Frihedsrådet har beordret at modstandsfolk, der tages i røveri bliver skudt.








Argumentation: "Frihedsbevægelsen og den øvrige danske befolkning er ganske enige om, at skal man bekæmpe nazistiske tyve og mordere, da kan man ikke benytte sig af samme forbryderiske fremgangsmåde som disse, men må i alle ting forvalte vor retsarv."

Indførelse af dødsstraf i Danmark for røveri? Uden rettergang? På moralsk grundlag?
Med halvfjerds års forsinkelse bliver jeg rystet og chokeret. 



Udover chokket erhvervede jeg mig også en grundig instruktion i forskellige former for jernbane-sabotage, brug af bazookaer, mulige strategiske scenarier for D-dag og korrespondance om nedkastningspladser og tids- punkter i kode.








Denne her besked fra ”Kærnemælksuppe” og ”Oxesteg” aner jeg ikke, hvad betyder, men jeg tænker, at det er tyskerne, der laster tog og de skal sprænges i luften …







Og her er en mand, der skriver under på, at han det næste år ikke vil overlade sin jord til andre. Jeg tror, der blev gravet våben ned på hans ejendom. 








En hilsen fra BBC i London til Evangelisten om, at han skal klæde sig om og at pølsemageren har tandpine, betyder at Gestapo skal ødelægges fuldstændigt og at jernbanerne skal beskyttes.


















 





En del af papirerne er også breve, skænderier og irettesættelser, for ledelsen havde åbenbart deres hyr med at få grupperne til at makke ret. De ville gerne have organisationen opbygget som et militærhierarki, men det er svært, når mange af gruppemedlemmerne ikke er militært uddannet – og jeg kan godt forestille mig en frederikshavner, der ikke bare sådan lige bøjer nakken for en høj hat inde i Aalborg.

Et andet af punkterne i regelsættet handler om, at selvom man er gået frivilligt ind i modstandsbevægelsen, kan man ikke opføre sig som man har lyst, og man må absolut ikke selv iværksætte sabotageaktioner. Ordren skal komme fra ledelsen.   

Det punkt, må jeg indrømme, kan godt være svært for mine sabotørkvinder at efterleve ...