En mand skal være høj og mørk og hedde Poul eller Jørgen

I weekenden var jeg på ”Tidens Samling” i Odense. Det er et hverdagsmuseum for det tyvende århundrede, de har lavet en stue for hvert årti, og det er tilladt at sidde i møblerne, lure i skufferne, rode i tingene, bladre i bøgerne. 

 










Her er stuen fra 1940'erne. Jeg fortabte mig fuldstændig i et par venindebøger. Det føltes som et zoom ind i et andet nu og et blik på, hvad der var vigtigt, moderne og interessant for teenagerne i august måned 1943: En mand skal være høj og mørk og hedde Poul eller Jørgen, yndlingsdrikken er cacaolikør eller Vermouth og rigtig mange elsker Engelsk Boeuf og lytter til sangerinden Rosita Serrano. 

Alles højeste ønske er fred og de hader krig mest af alt. Sjovt nok stod det samme på siderne i min venindebog, men var det reelt mine ord? Det virker uendeligt hult i forhold til ønsket i 1943. Jeg er født ind i velfærd, ungdomsoprør og kvindefrigørelse, hvor var det, jeg ønskede fred? Hvilken krig var det jeg hadede? Når jeg tænker tilbage, var jeg bange for Barsebäck, syreregn og at narkomansønnen, der boede på etagen under min mormor, skulle komme op gennem hendes skakternede køkkengulv og gøre noget ondt ved hende. 
Tænkte jeg Rote Armee Fraktions kidnapning og mord på Hanns-Martin Schleyer som krig? Jeg kan huske, at jeg læste, at Schleyer vidste, at han var udsat og derfor aldrig kørte samme vej på arbejde og jeg regnede ud, hvor mange mulige veje, jeg havde til skole. Hvis det var …

Jeg blev nysgerrig på Rosita Serrano og hun viste sig at være en chilensk sangerinde, der havde sin storhedstid i Nazi-Tyskland, hun sang på tysk og alt var godt, indtil hun i 1943 gav en velgørenhedskoncert for flygtede jøder i Sverige. Så blev hun bandlyst i Tyskland, prøvede at slå igennem i USA, men de gad ikke lægge ører til hendes tyske numre og da hun tog hjem til Chile efter krigen, kunne de ikke tilgive, at hun havde underholdt nazisterne.   

Det er ikke alle døre, der åbner sig for én, som man skal gå ind af, men det ved man først, når man er gået ind. Verdammt.

Et af hendes store numre var ”Roter Mohn”