Den hemmelige pistol

Jeg har luret på gamle våben for at kunne beslutte mig for hvilke pistoler mine sabotører har.
For mig er Lugeren ethundrede procent lig med Anden Verdenskrig og det er helt sikkert fordi
den tyske officer i WW2-film altid står med en Luger i hånden.













 


Her er det Major Von Hapen fra ”Ørneborgen”. Den film har jeg set en million gange som lille og nu får jeg lyst til at se den igen
.


Det er sjovt at gense de film, jeg ikoniserede som barn. Jeg elskede Sally Bowles i ”Cabaret”, og ville være som hende. Synge og danse hele natten, drikke vodka til morgenmad, slaske rundt i silke-kimono, danse lidt mere og løbe ned til jernbanen og skrige mine lunger ud, når toget kørte forbi. 
Som voksen, ser jeg andre ting, fx Sallys ignorance overfor det, der foregår udenfor cabaretmurene. Jødehad og jødeforfølgelse har ikke noget med hende at gøre. 






En anden film jeg gennemtrawlede var ”The Sound of Music” og Marias drømmeliv med bjerge i baghaven og jeg slugte råt, hvordan hun flygter fra klostret og reglerne, flytter ind i det store hus og vender op og ned på det hele, for det trængte der saftsuseme mig til, forelsker sig i kaptajnen og danser vals med ham på terrassen. 
Så var der de syv børn som jeg dengang tænkte på som legekammerater, i dag ville jeg koncentrere mig om at drikke champagne og danse vals med kaptajnen.





Lugeren er ikke den hemmelige pistol. Det er denne her. En Welrod. Det er en likvideringspistol med lyddæmper som englænderne kastede ned til modstandsbevægelsen.


Billedet er fra Tøjhusmuseet. De har lige genåbnet deres faste udstilling, hvor våbnene er blevet sat ind i en historisk kontekst. Faktisk meget interessant, og rummet er blevet åbnet helt op og er meget smukt. 

Der er intet producentnavn på Welroden, kun serienummer og nogle mærkelige symboler. Når man skal genlade, trækker man ud i den rillede prop for enden og presser den ind igen. Det virker lidt tegneserieagtigt. Jeg havde en i hånden for et stykke tid siden. Håndtaget er ekstremt lille, den er tung og vægtfordelingen er helt mærkelig

Der var en, der fortalte mig, at Welroden blev brugt under Falklandskrigen i 1982 og et sted læste jeg, at den også var i brug under den første Irakkrig i 1991. Det er svært at lure med sikkerhed, for i
England falder pistolen ind under "Official Secrets Act", den er en statshemmelighed.

Jeg fik også at vide, at den ikke er sikker som drabsvåben på afstand, man skal helt tæt på, næsten have kontakt. En strakt arm er cirka en meter. Du kan høre åndedrættet. Lugte aftershaven. Se de små dun i nakken. Puha.      

2 kommentarer:

  1. Mht Lugeren, så mener jeg at have hørt, at den ikke var særlig udbredt. Jeg har samme oplevelse som dig, men det skyldes nok (som du også skriver), de gamle film man har set om 2 verdenskrig.

    SvarSlet
  2. Hvad tænker du den mest udbredte var? En Walther? Så vidt jeg ved, var det kun officererne, der fik Lugeren.

    SvarSlet